Af Administrator
”Hvad vil du være, når du bliver stor?” er et fuldstændigt uundgåeligt spørgsmål, der højst sandsynligt stilles første gang, i midten af folkeskolen – ét spørgsmål, der uden videre, beder dig definere, hvad du ønsker at lave resten af dit liv.
Du får fred i en periode, så dukker det op igen, i et lidt anden form: ”hvad vil du efter folkeskolen?”, og så er det faktisk, at der skal tages stilling til noget. Dét, der før var fjernt, og som i virkeligheden var et spørgsmål, der kunne besvare med en drøm, bliver pludselig et spørgsmål, der skal tages reel stilling til.
Nogen vælger STX, andre HHX, og nogle vælger at uddanne sig til tømrer – fælles for dem alle, er dog, at der er foretaget et valgt – et valg, der omhandler, hvad du gerne vil med dit liv. Eller – det troede du, for i på din videregående uddannelse, bliver du igen mødt af spørgsmålet: ”Jamen, hvad vil du efter du har gået her?” Og pludselig er det faktisk endnu mere alvorligt end det hidtil har været at besvare dette spørgsmål – for nu er det rent faktisk dét, du ønsker at beskæftige dig med resten af dit liv, der skal besvares. Det kan virke fuldstændig uoverskueligt – for resten af livet er lang tid.
Politikerne taler om, at alle skal hurtigere igennem uddannelsessystemet, SU’en forkortes – og det hele kan føles som en stressfaktor, der oveni tanker om eksamen, hue osv. er mega skræmmende. Det er forståeligt – og bare rolig, I er ikke alene. Din sidemakker tænker det, dit crush fra parallelklassen tænker dét, og alle vi andre har tænkt det: ”Hvad skal der dog blive af mig i denne store verden?”
Frygt ikke – uanset hvilken vej, du vælger at betræde, så er der en plads til dig, i den store verden. Måske tager det bare lidt længere tid, at finde ud af, hvordan du vil finde frem til den plads – men den er der, og den løber ingen vegne. Rigtig mange unge – flere end man lige går og tror – vælger at tage et ’sabbatår’ – et pause fra studierne. De ældre forstår det ikke, men for et ungt menneske, kan det være en nødvendighed.
Den ældre generation har en tendens til at glemme, hvor overvældende det er, at stå på HELT egne ben, for første gang i ens liv. For man står på egne ben – det gør man virkelig! Men man må ikke lade sig kue – man skal tage den med ro, og accepterer, at tingene – om end de måske føles fuldstændig ude af orden – nok skal falde på plads. Så husk lige på, at uanset om din vej er fuldstændig lineær, eller om din veje er snørklet, hullet, skiller sig – og det i det hele taget synes umuligt at finde den vej, man skal gå på – så frygt ikke, for den helt rigtige vej er dér. Den skal bare lige findes.
