Af Administrator
Jeg sidder og passer mig selv, i en bus der fyldt til bristepunktet. Chaufføren, er nu holdt op med at råbe til passagererne at, de skal bevæge sig længere tilbage i bussen. I stedet siger han det nu som et desperat forslag.
Menneskemængden giver sig og ind træder to ældre damer, der stopper brat ved siden af chaufføren. En del af en ældre dames bustur, når der er en fuldt bus, er nemlig at vente til der er en ung person der opgiver sin prissatte og omstændighedsmæssig eksklusive plads.
Sagen var heller ikke anderledes med disse to ældre damer. Jeg overhørte endda den ene sige til den anden ”Så må vi se, om der er nogen der rejser sig”. Den sætning satte en kædereaktion i gang hos de passagerer der kunne høre det.
Alle vidste de burde give deres sæde væk, uskreven lov dikterer det, men det er dog ikke alle der overholder den lov. Nogle mennesker kigger simpelthen væk og ignorer de ælde damer sandsynligvis med tanken om de ældre har siddet ned nok i deres liv. Nogen vurderer at de ikke burde være dem der skal flytte sig, ikke når der er andre meget tættere på de ældre damer. Nogen er mere snedig og begynder at uddele opmærksomhed til noget andet, det kunne være spil, bøger eller se hvilken regndråbe der først passerer ruden.
Fælles for dem alle er, de har mindre lyst til at stå op i 20 minutter end de har lyst til at overholde en uskreven lov. Selv nyder jeg at give mit sæde til de ældre, ikke nødvendigvis kun de ældre damer, dog de giver de bedste komplimenter bagefter, de ældre herrer mener man kommer langt med et nik.
Men jeg står over for et dilemma, jeg sider inderst på sædet og der er en mand siddende ved siden af mig. Manden ved siden af mig har strategisk valgt at falde i spontant rævesøvn. Så ideen om at kommunikere nonverbalt med ham gennem en serie velrettede nik virke optimistisk.
Der var nu gået pinlig lang tid og de ældre damers ansigter fortalte mig de ikke var helt tilfredse ved tanken om at skulle stå op. Så jeg tog valget for mig og syvsoveren. Jeg rejste mig op, vinkede de ældre hen mod mig. Prikkede til sidemanden så han vågnede op, pegede på de ældre damer og dernæst på vores pladser. Der gik to sekunder før det gik op for ham, at han faktisk skulle flytte sig. De ældre damer fortalte os hvordan vi var nogle dejlige unge mænd og satte sig veltilpasse ned.
Resten af bussen åndede lettet op nu hvor krisen var ovre, der var dog ofre. Mig og syvsoveren måtte stå op i 20 minutter.
