Af Administrator
BANG!
Jeg vågner, da et drøn går gennem toget, sætter mig op og leder efter mine briller med den ene hånd, kontakten til natlampen med den anden. Så kommer der et til og et til i hurtig rækkefølge.
BANG BANG.
Denne gang er de længere væk.
Det er bælgragende mørkt i kupeen, med undtagelse af en smal lyskegle, der glider ind mellem gardinerne.
Hvor fanden er de briller?
Jeg ruller gardinerne fra og kigger ud; Toget holder stille, og en kraftig projektørlampe oplyser en totalt tilfrosset banegård, så den henligger i et ildevarslende ligblegt skær.
-35 grader celcius. Det er så koldt, man kan se frosten i luften med det blotte øje.
Det kolde hvide lys løber ind over vindueskarmen og ned over køjen ved siden af mig. Prinsen sover endnu. Uforstyrret. Jeg fatter ikke hvordan, han kan sove i den larm.
En lille firskåren man i refleksvest går hen til mit vindue og løfter et kraftigt jernrør op højt op over hovedet, inden han med al kraft hamrer det ind i mod toget et sted lige under vinduet.
BANG.
Man kan se isen, vælte af bremserne og ud i sneen i store hvide klumper. Prinsen rør ikke på sig. Ikke det mindste.
Jeg sætter mig op og gnider søvnen ud af øjnene. Flere mænd med refleksveste kommer til. De har alle sammen et jernrør, jeg kommer vidst ikke til at sove foreløbig. Det er irriterende, men det er rasende nødvendigt. Rejsen er flere dage lang, toget holder sin køreplan på minuttet. Gør det ikke, er helvede løs. Og det ikke kun for mig.
For jernbanen er, selv 120 år efter dens opførelse, stadigt den mest vitale livlinie i Rusland, og skinnestrækningen fra Sankt. Petersborg til Vladivostok, er ikke alene den længeste i verden af sin art, den er også hovedtråden i den kæmpemæssige gobelin, der, ophængt på Sibiriens snehvide vægge, fortæller historien om en af verdens koldeste og mest knytte folkefærd. En hovedtråd der, med stramme knuder og punktlige afgange, holder øst og vest sammen i Imperier igennem historien.
Nede for enden af vognen står der en gammel samovar i rustfrit stål, som tilbyder varmt vand ad libitum 24/7. Jeg hælder en ordentlig sjat ned over nogle instant-noodles, jeg købte i en småpjaltet stivfrossen landsby for nogle dage siden, inden jeg går tilbage til min køje og sætter mig. Jernrørene bliver svunget stadigt hårdere og mere taktfast, men Hans Majestæt Prinsen af Perm er stadigt ikke vågnet. Han er faktisk begyndt at snorke en smule.
Det er derfor, det er ham, der er Prinsen.
